Nyheder

Kvartalsklumme – Oktober 2021

En sær triade – Ny Carlsberg Glyptotek

Kvartalsklumme – Juli 2021

Operaen “Dyrets år 1661” og teaterforestillingen “Marie Grubbe – den levende”.

Kvartalsklumme – April 2021

Der bør altid være roser ….

Link til kvartalsklummer

Kvartalsklumme – Januar 2021

Om mindestuer og Fugl Føniks

Link til kvartalsklummer

Ny udgave af Fru Marie Grubbe

Fru Marie Grubbe
Fru Marie Grubbe

Førsteudgaven af Fru Marie Grubbe genoptrykt

J. P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe udkom i december 1876. Første oplag på 1250 eksemplarer blev solgt i løbet af en halv snes dage. Senere er forskellige danske udgaver udsendt i over 30 oplag. Dertil kommer, at romanen selvfølgelig er fast inventar i de forskellige oplag af Jacobsens samlede værker.

I 1909 udsendte Gyldendal en pragtudgave af Fru Marie Grubbe i et oplag på 850 med illustrationer af Gudmund Hentze. Mange husker sikkert også Palle Pios illustrationer af Marie Grubbe i Samlede romaner og noveller II (1979). Nu er tiden kommet til endnu en udgivelse med vægt på billedsiden. Det drejer sig om et fotografisk genoptryk af førsteudgaven fra 1876 med et tillæg af collager udført af Susanne Tvermoes. Hun har siden 1969 har haft base i Sindrup i Sydthy, og billederne af Marie Grubbe er lavet i 1985 og er permanent udstillet på Thisted Museum. De er fremstillet af blomsterblade og løvblade – kan man forestille sig noget, der er mere ”jacobsensk”?

Ideen til nyudgivelsen kan tidsfæstes nøje. Den 7. september 2009 besøgte dronning Margrethe Thisted Museum, hvor hun bl.a. så en særudstilling om J. P. Jacobsen. Dronningen blev især optaget af Susanne Tvermoes’ løvcollager og opfordrede museet til at lade dem trykke. Det er sket nu. De kan købes som særtryk, men mange vil sikkert foretrække at se dem sammen med J. P. Jacobsens originale tekst. En klassiker som Fru Marie Grubbe vil mange gerne have stående i flere udgaver. Prisen for den nye bog er 200 kr.

Den nye bog præsenteres i forbindelse med generalforsamlingen i J. P. Jacobsen Selskabet den 7. april. Bogudgivelsen er kl. 16 og finder sted i Thisted Museums nyerhvervede ejendom, Jernbanegade 6.

På udgivernes vegne
Jytte Nielsen
Svend Sørensen